Nordsjællands Politi: Nyt fra Nivå - onsdag den 26. august

dato

Nivå er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Tre biler stødte sammen

Hørsholm: Tre biler, som blev ført af henholdsvis en 46-årig mand fra Nivå, en 33-årig mand fra Høje Taastrup og en 36-årig kvinde fra Humlebæk, stødte tirsdag morgen klokken 08.18 sammen på Helsingørmotorvejen ved Hørsholm. Der er ingen meldinger om personskade, og den øvrige trafik kunne passere uheldet i en enkelt vognbane, indtil alle baner åbnede igen omkring klokken 08.40.

Sigtet for vold og trusler

Hillerød: En 22-årig mand er blevet sigtet for vold og trusler efter han tog kvælertag på en 67-årig mand. Episoden skete natten til tirsdag på bostedet Teglgårdslund og blev anmeldt tirsdag formiddag, hvorefter den 22-årige blev anholdt og taget med på politigården til nærmere afhøring. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør, i dag, onsdag klokken 10.00 ved Retten i Hillerød.

Mand faldt ned fra stillads

Stenløse: En 19-årig mand fra Herlev faldt tirsdag formiddag klokken 09.12 ned fra et stillads på Hvedevænget. Den 19-årige blev kørt på hospitalet, han skulle dog ikke være kommet alvorligt til skade. Arbejdstilsynet blev tilkaldt for at undersøge forholdene på stedet nærmere.

Byttepenge stjålet

Kgs. Lyngby: Mellem mandag eftermiddag klokken 16.30 og tirsdag morgen klokken 08.20 har der været indbrud i Wunderwear i Lyngby Storcenter. Her har gerningsmanden stjålet byttepenge. Tyven har knust en rude i en dør for at skaffe sig adgang.

Kaffemaskine og pengekasse stjålet 

Frederikssund: En kaffemaskine, pengekasse, bærbar pc samt nogle smykker er mellem klokken 15.00 mandag eftermiddag og 08.45 tirsdag morgen blevet stjålet fra et advokatkontor i Færgeparken. Tyven har brudt et vindue op for at skaffe sig adgang.

Værktøj stjålet fra bil

Smørum: Fra en Renault varebil er der mellem tirsdag eftermiddag klokken 16.23 og onsdag morgen klokken 07.40 stjålet diverse el-værktøj samt en bærbar computer. Tyven har lavet et hul i bilens skydedør og efterfølgende tvunget døren til bilen op.

Skræmte indbrudstyve væk

Gentofte: En beboer på C. L. Ibsensvej skræmte tirsdag formiddag klokken 10.20 to indbrudstyve på flugt, da hun kom hjem til sin bolig. Her havde to personer brudt havedøren til huset op, men da kvinden kom hjem, tog de flugten til fods mod baneterrænet og Smakkegårdsvej. De to beskrives som mørklødede iført sort tøj og sorte mundbind. En patrulje kørte til området for at lede efter mændene, der dog ikke blev fundet.

Stjal computer

Hellerup: En 26-årig udenlandsk mand blev tirsdag formiddag sigtet for butikstyveri. Manden stod uden for en forretning på Strandparksvej, mens en medgerningsmand stjal en computer inde i forretningen. Medgerningsmanden puttede efterfølgende computeren i den 26-åriges taske. Den 26-årige blev tilbageholdt af en medarbejder fra forretningen mens medgerningsmanden slap væk.

Frikadelletyve på spil

Virum: To unge mænd på 16 og 17 år, begge fra Virum, blev tirsdag formiddag klokken 11.27 taget for butikstyveri i Meny på Geels Plads, hvor de havde stjålet to pakker frikadeller. De blev sigtet for tyveriet og deres forældre og de sociale myndigheder blev underrettet.

Mistede mobiltelefon

Helsingør: En 20-årig kvinde fik tirsdag eftermiddag mellem klokken 12.56 og 13.00 stjålet sin mobiltelefon på Skum i Svingelport. Mobiltelefonen lå på bardisken, og mens kvinden kortvarigt var væk, blev den stjålet.

Swimmingpool ødelagt

Klampenborg: Mellem mandag aften klokken 20.00 og tirsdag eftermiddag klokken 14.26 har en eller flere ukendte gerningsmænd begået hærværk mod en swimmingpool på Taarbæk Strandvej. Der er blevet skåret hul i bunden af swimmingpoolen, så vandet er løbet ud og pumpesystemet ødelagt.

Sten akstet mod forrude på bil

Helsinge: En 61-årig mand fra Humlebæk kom tirsdag eftermiddag klokken 14.29 kørende ad Kildevej, da hans bil blev ramt af en større sten. Stenen blev kastet fra et buskads mod bilens forrude, som blev knust. Herefter ”studsede” stenen tilbage langs vejen. Området blev undersøgt af politi og hunde i et forsøg på at finde stenen eller andre spor til sagen.

Ridser i lakken

Nivå: En Renault Clio, som holdt i Islandshøjparken er i sidste uge mellem tirsdag og torsdag blevet udsat for hærværk. Bilen har fået flere ridser ved dørhåndtagene. Hærværket blev anmeldt i går, tirsdag, klokken 15.26.

Stjal slik og neglelak

Hillerød: En 14-årig pige fra Helsinge blev tirsdag eftermiddag klokken 15.37 taget for butikstyveri i Bilka, hvor hun havde stjålet slik og neglelak. Pigens forældre og de sociale myndigheder blev underrettet om sagen.

Skulderbump førte til knytnæveslag

Kgs. Lyngby: En 23-årig mand fra Ishøj fik tirsdag eftermiddag klokken 15.46 et knytnæveslag i ansigtet efter der var opstået noget tumult mellem ham og en 21-årig mand fra Kgs. Lyngby. Tumulten opstod som følge af, at de tog stødte skuldrene mod hinanden i et fodgængerfelt ved Lyngby Station, og den 23-årige mand efterfølgende sparkede til den 21-åriges taske. Den 21-årige blev sigtet for vold.

Stjal slik og wienerbrød

Kgs. Lyngby: En 40-årig mand blev tirsdag eftermiddag sigtet for butikstyveri efter en butiksdetektiv afslørede manden i at have stjålet slik og wienerbrød fra Fakta på Jernbanepladsen.

Katalysator stjålet

Frederiksværk: En katalysator er mellem mandag klokken 14.00 og tirsdag klokken 08.30 blevet stjålet fra en Skoda Fabia, der holdt i Gjethusparken.

Fik et slag i ansigtet

Værløse: En 29-årig mand fra København fik tirsdag klokken 16.45 et slag i ansigtet af en anden bilist i forbindelse med en uoverensstemmelse om en parkeringsplads. Den 29-årige skulle ud fra en parkeringsplads, hvor den anden bilist skulle ind. En patrulje kom til stedet for at finde gerningsmanden, der imidlertid ikke var til at se. Politiet er dog i besiddelse af registreringsnummeret på den bil, som gerningsmanden kørte i.

Stjal dyner

Kgs. Lyngby: En 50-årig mand fra Brønshøj og en 44-årig kvinde fra Lyngby blev tirsdag eftermiddag klokken 16.51 taget for tyveri af blandt andet dyner i Jysk i Lyngby Storcenter. De to blev taget med til afhøring på politigården, og da de blev fundet i besiddelse af flere tyvekoster, blev det vurderet, at de skal fremstilles i grundlovsforhør, som foregår i dag, onsdag, klokken 13.00 ved Retten i Lyngby.

Kastede sten i siden på bil

Hundested: En ukendt gerningsmand kastede tirsdag aften klokken 19,53 en sten ind i siden af en bil, som blev ført ad Amtsvejen af en 50-årig mand fra Tisvildeleje. Manden, der kastede stenen, beskrives som 25-30 år, ca. 180 cm høj, almindelig af bygning, mørk i huden, sort hår, iført mørke bukser, lys grå trøje, muligvis hættetrøje. Medbragte muligvis kasket. Efter stenkastet løb han i retning mod havnen. 

Havde hash på sig

Nivå: En 27-årig mand fra Roskilde blev tirsdag aften klokken 20.20 sigtet for at være i besiddelse af hash til eget forbrug. Manden blev truffet i en baggård ved Nivå Center.

Kørte uden kørekort

Nærum: En 23-årig mand fra Nærum blev tirsdag aften klokken 20.40 standset, da han kom kørende ad Rundforbivej. Da manden tidligere havde fået inddraget sit kørekort, blev han sigtet for kørsel uden førerret.

Ubudne gæster på båd

Charlottenlund: Tre unge mænd i alderen 18-21 år, alle fra Herlev, blev klokken 00.12 natten til onsdag sigtet for husfredskrænkelse, efter de var gået ombord på en båd, der lå i Skovshoved Havn.

Lastbil væltede

Kgs. Lyngby: En lastbil væltede klokken 02.32 natten til onsdag på Helsingørmotorvejen ved Rævehøjvej. Der er ingen meldinger om personskade. Strækningen blev afspærret mens der blev ryddet op og en kran kom til stedet for at rejse lastbilen op igen.

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 25. – 26. august 2020
Kilde: Nordsjællands Politi