Fredensborg Kommune er kåret til ’Årets Elevvenlige Kommune’

Josephine Madeleine Aaris De Cock og Markus Stougaard Andersen modtog den flotte pris fra Danske Skoleelever (Foto: Fredensborg Kommune)
dato

Organisationen Danske Skoleelever kårede i weekenden den 19.-21. april Fredensborg Kommune til ’Årets Elevvenlige Kommune’.

Prisen gik til Det Fælles Kommunale Elevråd (FKE) for at have ydet en ekstra stor indsats for at nå i mål med visionerne for elevdemokratiet i Fredensborg Kommune.

FKE udmærkede sig ved at have lavet en ’Demokratidag’, hvor et panel af kommunalpolitikere deltog i en debat om skole med de unge. På dagen blev der vist en kampagnefilm om hverdagsdiskrimination, som FKE selv havde skrevet og produceret.

Josephine fra 9. klasse, Endrupskolen og Markus fra 9. klasse, Fredensborg Skole, var med til årsmødet og modtog prisen på vegne af FKE.

”Det er super velfortjent, at FKE har vundet denne pris, for de gør en flot indsats. Og som lokalpolitiker er det altid dejligt at se, hvordan vores børn og unge engagerer sig i lokaldemokratiet. Det tegner godt for fremtiden”, siger Per Frost Henriksen, der er formand for Børne- og Skoleudvalget.

Kilde: Fredensborg Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.